Som vi tidligere har set, er en af IDs centrale påstande at “intelligente årsager er nødvendige for at kunne give en forklaring på biologiens komplekse, informationsrige strukturer.”

Når der ikke er noget lys, opretholder stavcellen en elektrisk neutralitet ved at lade natrium-ioner flyde frit ud og ind af cellen. (En ion er et atom eller en gruppe af atomer der bærer en elektrisk ladning.) Det sker ved hjælp af visse proteiner der ligger indlejret i cellemembranen. Ét protein, en ion-kanal, fungerer som en port der regulerer indstrømningen af natriumioner. Et andet protein fungerer som en pumpe der skubber natriumionerne ud af cellen igen.

Ionkanalen åbnes og lukkes efter ordre fra et andet molekyle, cGMP. For nemheds skyld kan vi jo kalde det for åbneren. Når åbneren fæstner sig til ionkanalen, åbnes kanalen og lader positivt ladede natriumioner flyde ind i cellen. Når åbneren falder af, lukkes kanalen og flowet af ioner stoppes.

Under normale omstændigheder er der så mange åbnere i cellen at de i en stadig strøm hæfter sig på ionkanalen for derefter at falde af igen. Som resultat af det lukker ionkanalen sig hele tiden op og i.

Men det ændrer sig i det øjeblik lys trænger ind i cellen. Lyset rammer et organisk molekyle vi vil kalde triggeren (dets rigtige navn er 11-cis-retinal). Lyset får triggeren til at ændre form der i sin tur sætter en kaskade af kemiske reaktioner i gang i cellen.

Resultatet af alle disse reaktioner er at åbneren klippes over, og at det ikke længere er i stand til at knytte sig til ionkanalen. Det medfører så at natriumionerne ikke længere kan vandre ind i cellen, og efterhånden som pumpen skubber flere og flere af dem ud, opbygges der en elektrisk spænding. Når så spændingen bliver høj nok, fyrer cellen en elektrisk impuls af. Så får en anden kaskade af reaktioner triggeren til at virke igen, åbnerne vender tilbage til deres oprindelige stade og ionkanalen begynder igen at virke.

Er dette system opstået som følge af et design eller har rent naturlige processer stået for det?

Darwinister vil sige nej til designsvaret: Alle biologiske systemer er “skabt” ved en trinvis akkumulation af tilfældige genmutationer som den naturlige selektion i sin tur har bevaret – eller udvalgt af de bedst egnedes overleven. Alle de systemer vi ser i dag, er alene modifikationer af tidligere systemer, som igen er modifikationer af endnu tidligere systemer osv.

Designteoretikere vil på den anden side sige ja til spørgsmålet om design – hvis systemet afslører nogen form for specificeret kompleksitet.

Hvem har så ret? Begge parter vil være enige om at dette system er komplekst. Det består af mange enkeltdele, og alle disse dele må arbejde sammen.

Det afgørende spørgsmål er derfor hvor specificeret systemet er: Hvor omfattende er kravene da til et funktionsdygtigt system?

En måde at svare på dette spørgsmål er at pille lidt ved systemet og se hvad der så sker. Hvor godt vil systemet fungere hvis man begynder at smide proteiner eller andre organiske molekyler ud? Hvor godt vil molekylerne fungere hvis man begynder at ændre på dem? Hvis det kan tåle en hel del anslag mod sin konstruktion og stadig være funktionsdygtigt, så er det nok ikke så specificeret og kan måske nok være opstået ved en ikke-styret, trinvis proces. Hvis systemet derimod kun kan håndtere mindre ændringer, er det højt specificeret – og det vil være ekstremt usandsynligt at det er blevet til ved et tilfælde.

Nogle systemer er i den grad specificeret at de ser ud til ikke at tåle nogen ændring overhovedet. Et sådan system er den flagel visse bakterier er forsynet med, en “påhængsmotor” som bakterier bruger til at navigere rundt med. Der skal ca. 50 proteiner til at bygge den, og hvis du smider bare én af disse proteiner ud, vil flagellen enten ikke blive bygget eller i hvert fald ikke kunne virke. Flagellen fremviser således ikke blot specificeret kompleksitet, men også irreducibel kompleksitet.

En studie gengivet i tidsskriftet Science er måske endnu mere fascinerende. Et forskerteam havde sat sig for at finde ud af hvor mange gener den simpleste organisme har brug for for at kunne overleve og reproducere sig selv. Man kan tænke på en organismes gener som dens inventarliste, og forskerne ville med andre ord prøve at finde ud af hvor kortfattet de kunne lave denne inventarliste og så stadig stå med en levende organisme der også var i stand til at reproducere sig selv.

ARN anbefaler: Til yderligere studier af Intelligent Design og biologi se følgende bøger:
Darwins Black Box The Biochemical Challenge to Evolution Michael J. Behe
Irreducible Complexity: The Biochemical Challenge to Darwinian Theory Michael J. Behe

[1] Richard Dawkins, The Blind Watchmaker (New York: W.W. Norton and Company, ), p. 1.
[2] Bruce Alberts, “The Cell as a Collection of Protein Machines: Preparing the Next Generation of Molecular Biologists,” Cell, 92(February 8, 1998): 291.

Skrevet af Access Research Network