Forsvarerne af den moderne evolutionsteori gør gældende at »i molekylærbiologien findes et overvældende og hastigt voksende argument for evolutionen.« [1] [br] [br]
I Science and Creationism: A View from the National Academy of Sciences forklares det sådan her: I takt med at vi har kunnet sekvensere nukleotiderne (de kemiske “bogstaver”) som danner DNA’et, er det endvidere blevet muligt at bruge generne til at rekonstruere organismerns evolutionære historie. Nukleotid-sekvenserne forandres over tid i generne på grund af mutationer. Jo mere nærtbeslægtede to organismer er, desto mindre er forskellen i deres DNA. Da der findes i titusindvis af gener i mennesker og andre organismer, indeholder DNA’et utrolige mængder information om hver organismes evolutionære historie. [2] [br] [br]
De evolutionære beretninger som man kan stille op ved hjælp af forskellige former for molekylærinformation, hedder det sig, stemmer nøje overens med det man kan finde ud af ved hjælp af studier af fossiler og morfologi (den anatomiske struktur). [br] [br]
Denne påstand er ganske enkelt ikke sand! Det er et velkendt fænomen i forskerkredse at molekylærhistorien ofte er i konflikt med den tilsvarende historie man når frem til ud fra fossilerne. Der er faktisk sådan at i en artikel i Nature har en af verdens mest berømmede videnskabsjournalister Trisha Gura gennemgået den langvarige debat om hvorvidt »knogler, molekyler … eller begge dele« afdækker de nøjagtigste beretninger om evolutionen. [br] [br]
Gura beretter: »Kampe mellem molekyler og morfologi udkæmpes på alle planer i livets træ. Måske mest intenst i hvirveldyrenes systematik, for her udfordrer molekylærbiologerne den tradition som hviler på forskningen i fossile skeletter og knogler, og bløddele fra levende arter.« [3] [br] [br]
Beretninger baseret på molekylærbiologien modsiger endvidere hinanden, hvor man ser at forskellige former for molekyler giver forskellige evolutionstræer. Biologen Michael Lynch konstaterer: »Klarlæggelsen af de fylogenetiske relationer (dvs. den evolutionære sammenhæng) mellem de større dyrerækker (phylæ) har vist sig illusorisk fordi analyser baseret på forskellige gener (og selv analyser på de samme gener, men med forskellige metoder) har vist sig at resultere i vidt forskellige fylogenetiske træer.« [4] [br] [br]
[1] National Academy of Sciences, 1999, p. 20. [2] Ibid., p. 18. [3] Trisha Gura, Bones, molecules…or both? Nature 406 (2000): 233. [4] Michael Lynch, The Age and Relationships of the Major Animal Phyla, Evolution 53 (1999): 323. [br] [br]
Skrevet af Access Research Network (ARN.org)