| |
|
FAQ
I siger at der ikke findes bevis på mellemformer. I bøgerne kan man da ellers finde den komplette udvikling for hesten.
Den såkaldte hesteserie er en opstilling som palæontologer har lavet. For ikke så længe siden har man fjernet det oprindelige udstillingsmateriale fra Det Naturhistoriske Museum i USA.
Herunder følger et uddrag af min bog Vetenskap som berättarkonst som forhåbentlig svarer på dit spørgsmål.
Hestens udvikling
Under denne overskrift medgiver man (i lärobogen Biologi for grundskolans högstadium. Försök & fakta, Gleerups 1988; red.anm.) først at man "kun i enkelte tilfælde har fundet tilstrækkeligt lange fossilserier fra samme dyreart" for at kunne vise "de forskellige dyregruppers udvikling skridt for skridt." Og så kommer følgende påstand: "Et dyr man véd meget om, er hesten."
Hestens formodede udvikling fra eohippus (for ca. 60 millioner år siden) til den moderne hest antages at have foregået via nogle ”mellemformer” og anses altså som måske det vigtigste bevis på evolution.
For at illustrere denne udvikling har bogen reproduceret fem billeder af hestens ‘udvikling’. Den ældste af disse heste er altså eohippus (‘urhesten’). Den var et lille dyr, ca. 30 cm højt, med fire tæer på for- og tre på bagbenene. Næste hest er mesohippus. Den antages at have levet for ca. 40 millioner år siden og var omtrent ligeså stor som et lam, med fire tæer på for- og tre på bagbenene. Den næste i serien er merychippus (for ca. 25 millioner år siden), ca. 100 cm høj, med tre tæer. Den fjerde hest er pliohippus (levede ifølge den evolutionistiske tidsskala for ca. 5 millioner år siden). Den var ca. 125 cm høj og havde kun én tå – altså en helt almindelig hest med hove. Sidst i denne serie er naturligvis den moderne hesten equus.
Udgør disse heste nu en klar udviklingsserie fra primitiv hest til den moderne komplicerede hest? Svaret er atter engang nej! Der findes flere detaljer som bør fremhæves her. Fx er ‘udviklingen’ fra fire tæer til én en tilbagedannelse fra det mere komplicerede til det mere enkle (under forudsætning af at det virkelig drejer sig om en ‘udvikling’). Man véd at også i dag fødes der af og til heste med flere tæer.
Desuden – og måske frem for alt – er den formodede udviklingsserie overhovedet ikke så enkel som lærebogsforfatteren vil gøre gældende. For det første har man aldrig fundet det dyr som skulle være eohippus’ forgænger. Den synes at træde frem på scenen som en fuld færdig form uden kendte forgængere. For det andet er eohippus og mesohippus meget forskellige fx i kropsformen og forudsætter derfor en lang række mellemformer for at slå bro over den kløft disse uligheder udgør. Ulighederne synes oven i købet at være så store at det er helt legitimt at spørge om de to dyr overhovedet har noget med hinanden at gøre. Richard Milton skriver at der ”eksisterer en kløft i den formodede serie umiddelbart efter eohippus og før dens formodede efterkommer mesohippus ... [så] vi må spørge om hvad det helt nøjagtigt er som rent videnskabeligt forener disse to?” Svaret er givet: Det véd vi ikke!
Milton har også kaldt dét et trosudsagn at man har accepteret eohippusserien som bevis for evolution. Eftersom en overvældende del af de formodede mellemformer i eohippusserien mangler, kan man ikke kalde denne serie for en ”videnskabelig teori”, den er derimod et ”spørgsmål om tro”.
Det faktum at der findes et dyr som går rundt lyslevende på Jorden i dag, en skabning som i høj grad ligner eohippus, nævner lærebogen ikke et ord om, nemlig tapiren. Denne art har ikke ændret sig nævneværdigt fra hyracotherium-stadiet, men har bevaret sine ‘gammeldags’ træk. (Hyracotherium hvortil eohippus hører, er den ‘tidlige’ form af landdyr fra hvem alle hov- og klovddyr menes at nedstamme.)
Lærebogens forsøg på at overbevise unge i skolen ved hjælp af ræsonnementet fra det enkle (og lille) til det komplicerede (og store), giver et vildledende billede af hestens formodede udvikling.Faktum er nemlig at der i dag findes lyslevende heste som er meget små, fx shetlandsponyen som kun er 60 - 110 cm høj. Den moderne hest er heller ikke den største som har eksisteret på Jorden. En form, megahippus, kæmpestor, har man fundet i aflejringer som tilhører den sene miocæn-periode. Med til billedet hører også at flere forskellige hesteformer har levet samtidigt (som de også gør i dag). Barbara Stahl skriver: ”Alle argumenter om årsagerne bag orthogenesis (orthogenesis = en idé om en lineær og gradvis udvikling fra primitivt til kompliceret, min anm.) har vist sig at være irrelevante ved en nærmere undersøgelse af de formodede eksempler som man har anvendt til støtte for en lineær udvikling, og har derfor kastet tvivl om fænomenet.”
Vi må også huske på at disse forskellige former af hippus alle var hestedyr (undtagen måske eohippus som trods lighed med hesten var meget forskellig fra den). Som tidigere nævnt ligner fossilet eohippus mere en tapir end en hest. Så ser vi disse to lyslevende for os, eohippus og tapir gående på samme mark, ville vi blive slået af ligheden mellem dem og samtidigt nok have noget svært ved at acceptere eohippus som ‘urhest’.
Påstanden om at det ”tager som regel meget lang tid for en ny art at udvikles” kan naturligvis ikke på nogen måde bevises. Påstanden er snarere blot et ekko af darwinistisk gradualisme (gradvis udvikling), en opfattelse som mange forskere efterhånden har opgivet, helt eller delvis. Endvidere at påstå at ”det har taget 2,5 millioner år eller 250.000 generationer for en ny hesteart at udvikles”, kan naturligvis heller ikke bevises. Forfatteren har endvidere ikke defineret nærmere hvad man mener med ”art”?
Men lad os for sjovt skyld gå ind på bogens tanke om at der kræves 250.000 generationer for at en ny hesteart skal kunne udvikles. Fra Eohippus til moderne hest tog det ca. 60 millioner år. Dette ville så betyde ca. 6 millioner generationer (beregnet efter en generationsalder på ca. 10 år som man gør i bogen). I løbet af disse 60 millioner år har 24 forskellige heste-arter udviklet sig (6 millioner generationer delt med 250.000 generationer = 24). Antallet ægte mellemformer (i en serie på 6 millioner heste) mellem eohippus og nutidshesten skulle være 22. Af disse formodede mellemformer har lærebogsforfatteren nævnt 3, mesohippus, merychippus og pliohippus.
Læg også mærke til at af disse formodede mellemformer udgør en stor del mellemformer mellem eohippus og mesohippus, nemlig ca. 1/3 eller 7 ‘ægte’ af 2 millioner hestegenerationer. Men ingen af disse nævnes i bogen, og det er kun nogle få der overhovedet er placeret mellem disse to. Vi erindrer os Miltons ord om at hestens formodede udvikling ikke er et videnskabeligt, men et trosmæssigt spørgsmål. Man har en stærk overbevisning om at udvikling har fundet sted, og som resultat heraf ‘ser’ man udvikling i fossilerne og placerer fundene herefter.
Diskussionen ovenfor har vist hvor vildledende lærebogen er i sit ræsonnement vedrørende hestens formodede udviklingshistorie.
Skrevet af Vesa Annala fra Genesis, oversat af K. Back, Origo
|
|
