Ond vilje har medbetydningen slette motiver, bevidst skadelige handlinger og moralsk forfald. Mine kritikere anklager mig for alle tre ting på en gang.

a) Slette motiver?

Coyne, Pigliucci, Ussery, Raff, Padian og Gishlick gør alle i deres anmeldelser et nummer ud af en udtalelse jeg er kommet med i 1994 (kan ses på Nettet) om at mine studier og mine bønner i årene forud havde “overbevist mig om at jeg skulle hellige mit liv på at nedkæmpe darwinismen” [25]. (Coyne ligefrem begynder og slutter med denne pointe, og han bruger ca. en fjerdedel af sin anmeldelse på den.)

I min 1994-udtalelse har jeg kritiseret darwinismen for påstanden om “at alle levende organismer er opstået uden Guds meningsfulde og skabende handlinger”. Det er ikke nogen hemmelighed at darwinismen har sådanne implikationer. Som Richard Dawkins fra Oxford har skrevet i 1986: “Darwin har gjort det muligt at være intellektuelt tilfredsstillet ateist.” Og på Tufts University har Daniel Dennett i 1995 skrevet at Darwins teori er en “universalsyre” der ætser “strukturen af vores mest fundamentale trossætninger” bort – især troen på Gud [26].

Da jeg studerede teologi i slutningen af 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne, fandt jeg ud af darwinismens antireligiøse implikationer havde influeret moderne teologer groft. Selv kun med en bachelorbaggrund i naturvidenskab, var jeg den gang klar over at bevisbyrden ikke var blevet løftet i den grad som mange teologer syntes at tro. Hvis det med darwinismen havde drejet sig om solid naturvidenskab, ville dens antireligiøse implikationer (efter min mening) være uundgåelige. Men jo mere jeg lærte, desto mere forekom det mig at darwinismen blot var god gammeldags materialistisk filosofi forklædt som moderne empirisk forskning. På grund af denne filosofis skadelige virkninger på både religion, forskning og kulturlivet, besluttede jeg mig for at vie mit liv til at kritisere denne og forsøge at sætte en stopper for dens dominans over vores uddannelsessystem.

Det var – og er stadig – min motivation. Og det har jeg aldrig lagt skjul på.

Så er spørgsmålet: Hvor relevant er det hvilken motivation har jeg? En målbevidst anklager kan føle sig stærkt forpligtet på fx at få nedbragt den organiserede kriminalitet, men den forpligtelse kan have rod i mange forskellige forhold – en ægte overbevisning om at retfærdigheden bør ske fyldest, eller et ønske om selvpromovering. Men når han først står i retten, er der imidlertid kun én ting der gælder: bevisets stilling. En stjerneadvokat kan angribe anklagerens motiver alt det han vil, men hvis han ikke kan bestride de beviser anklageren fremlægger i retten, er der stor risiko for at hans klient vil blive domfældt. Også i naturvidenskaben er det bevisets stilling der er afgørende.

Forsvaret for darwinismen hævder ofte at intet inden for biologien giver mening undtagen i lyset af evolution. Men det svarer til en forsvarsadvokats appelleren til juryen om at intet i den foreliggende sag giver mening undtagen i lyset af hans argumenter. Når alt kommer til alt, må juryen nå frem til sin kendelse på grundlag af den bevisførelse den er blevet præsenteret for. På ganske tilsvarende vis inden for forskningen. Intet i biologien giver mening undtagen i lyset af det empiriske forskningsmateriale. Dette er årsagen til at evolutionens ikoner bliver forsvaret så energisk – og i den gode sags tjeneste må man jo hellere angribe mine motiver, nu man er i gang.

Et uhørt eksempel på darwinistisk censur har vi sagen fra Burlington i staten Washington i 2000 og 2001. En biologilærer i gymnasiet, Roger DeHart, ville gerne supplere den lærebog han brugte i biologi, med artikler der stillede Haeckels fostre og birkemåleren i et kritisk lys, og artiklerne var vel at mærke fra de anerkendte videnskabelige tidsskrifter The American Biology Teacher, Natural History, The Scientist, og Nature. The American Civil Liberties Union fremsatte slet skjulte trusler om at ville gå rettens vej, og National Center for Science Education (en prodarwinistisk interessegruppe som anmelderne Scott, Padian og Gishlick alle er tilknyttet) insisterede på at DeHart ene og alene holdt sig til at undervise i ortodoks darwinisme. Lederen for DeHarts skoledistrikt forbød ham at dele disse artikler ud – og han måtte ikke så meget som nævne dem! DeHart blev til sidst fjernet som biologilærer. (Denne skammelige episode er dokumenteret i en ny film der hedder “Icons of Evolution” og som delvis er baseret på min bog [27].)

På grund af darwinisters ihærdige forsøg på at forhindre at de studerende i deres undervisning modtager oplysninger om fejlene i biologibøgerne, har jeg indsat et appendiks i min bog hvori man kan finde nogle advarselsmærkater der kan bruges på de vildledende illustrationer og dermed være en korrektion til dem. [28] [Links kan findes til en dansk og norsk gengivelse på sitet her <link>.]

Padian og Gishlick anser dette for at være en skændig handling og skriver: “Tanken om at nogen skulle opfordre andre til at begå hærværk mod lærebøger af ideologiske årsager, er forfærdende” (Padian & Gishlick, p. 36).

Nu er der altså bare lige det ved det at jeg udtrykkeligt i mit appendiks gør læserne opmærksom på at mærkaterne kun bør “anvendes af – eller under vejledning af – bogens ejer.” Med andre ord, den skole som ejer bøgerne, kan beslutte sig for at bruge mærkaterne; de studerende skal selvfølgelig ikke selv begynde at klæbe dem ind uden videre. Det ville være hærværk. Men måske er det sådan at Padian og Gishlick anser ethvert forsøg på at få rettet biologibøgernes forkerte oplysninger – selv når det er bogens retmæssige ejer der gør det – for at være “forfærdende”!

Endelig kritiseres jeg for skadelig politisk virksomhed. Raff skriver: “Wells lægger ikke skjul på sit politiske ærinde når han, korrekt, over for sin læser påpeger at det meste af den forskning der udføres af darwinister i Amerika, er skatteyderfinansieret” (Raff, p.374). Og Padian og Gishlick er heller ikke helt tilfredse med at “Wells slutter med en opfordring til politisk kamp, bl.a. med kongreshøringer, for at sætte en stopper for ‘de dogmatiske darwinister som fordrejer sandheden for at holde sig selv ved magten’ (p.242). Er hans ærinde her virkelig forskning, eller er det politisk!” (Padian & Gishlick, p. 36)

Men hvis “det det meste af den forskning der udføres af darwinister i Amerika, er skatteyderfinansieret”, så er forskningen allerede godt og grundigt rodet sammen med politik. Jeg får faktisk selv, som biolog, tilsendt mange nyhedsbreve fra organisationer som direkte praler af at de udøver voldsom lobbyvirksomhed over for Capitol Hill [sæde for den amerikanske kongres], og som medfører finansieringer i 100 millioner dollars klassen hvert år [29].

Man glemmer blot i sin kritik at jeg ikke er imod offentlig støttet forskning; jeg skriver netop i min bog: “Selvfølgelig er forskning ikke – heller ikke evolutionsforskning – en dårlig ting. Men som vi har set ved flere af evolutionens ikoner, hævdes data ofte at underbygge evolutionsteorien, selv om samme data faktisk modsiger den.” Forskning er noget positivt, men det er en fordrejet gengivelse af forskningsmateriale ikke – om det så skal bruges til at afstive evolutionsteorien, eller for den sags skyld en hvilken som helst teori der ikke forholder sig til fakta – og skatteyderne bør ikke tvinges til at bidrage hertil. Jeg slutter med at sige, fuldstændig i overensstemmelse med de både skrevne og uskrevne regler for videnskabelig redelighed: “De forskere som med fuldt overlæg fordrejer forskningsmateriale, bør diskvalificeres til at modtage offentlige tilskud” (p. 243).

Men ud over at støtte darwinistisk forskning bruges skatteydermidler også på hele skolesystemet hvor man fra top til bund misinformerer børn og unge om det forskningsmæssige belæg for evolutionen. Fire af mine anmeldere (Martin, Pigliucci, Raff og Padian) er universitetsprofessorer og dermed på statens lønningsliste. Og da jeg er skatteyder, må det være helt legitimt for mig som borger i dette samfund at spørge til hvordan mine penge bliver brugt.

Men jeg er altså af ond vilje? Ja, hvis det er ondt at være imod censur i uddannelserne og at ville rette de misforståelser der forekommer i biologibøgerne, så er jeg af ond vilje. Og hvis det er ondt at forlange at den offentligt støttede forskning og undervisning holder sig inden for det empiriske grundlag, så er jeg af ond vilje.

Men lad os høre juryens kendelse.

Overskriften til Padian og Gishlicks anmeldelse, “The Talented Mr. Wells”, er inspireret af en film fra 1999. [Se omtale af filmen på http://www.cinemazone.dk/review.asp?id=780&area=1.] Anmeldelsen lægger ud med: “Da vi første gang møder hovedpersonen i filmen The Talented Mr. Ripley, sidder han og spiller piano ved et party i en taglejlighed i New York. Da musikstykket er slut, kommer en ældre herre hen til Ripley og konstaterer, idet han ser at denne har en Princeton-blazer på, at han må have gået i skole med hans søn Dickie. Ripley ser sin chance til at udnytte situationen og nævner hverken at blazeren er lånt af en anden gæst, eller at han aldrig har gået på Princeton, kun arbejdet på stedet. Så han spørger blot: ‘Hvordan har Dickie det?’ Denne form for tendensiøs beretning som vildleder med udeladelse af vigtig information, er det som danner grundlag for Evolutionens Ikoner. Bogens forfatter, Jonathan Wells, lader til at komme fra en usædvanlig akademisk baggrund; sandheden er bare noget mere kompleks” (Padian & Gishlick, pp. 33-34).

Gennem hele deres anmeldelse vender Padian og Gishlick igen og igen tilbage til deres sammenligning mellem Ripley og mig. Nu viser det sig imidlertid at Ripley ikke blot en mand med ambitioner der fortæller små hvide løgne for at komme op ad den sociale rangstige. I filmens forløb begår han alle slags onde handlinger, endog mord. Han er med andre ord sociopat.

Sociopat! Se, det er hvad man kan kalde moralsk anløben. Wells “lader til” at have taget en ph.d. både fra Yale og Berkeley, men den “mere komplekse” sandhed er at han ikke er andet end en morderisk sociopat fuld af løgn. Hvis Padian og Gishlick har ret, burde jeg ikke blot været berøvet mine akademiske akkreditiver – jeg skulle også være buret inde.

Men stop engang, hvad grund har de til at sammenligne mig med en sociopat? Først anfører de min udtalelse tilbage i 1994 om at jeg havde viet mit liv til at nedkæmpe darwinismen (som omtalt ovenfor), og så skriver de at efter at have fået en ph.d. fra Berkeley i molekylær- og cellebiologi “fik Wells en femårsperiode til at gå i en stilling sponsoreret af en pensioneret professor fra samme fakultetet ved Berkeley, og i al den tid synes han ikke at have foretaget ét eneste eksperiment … Ingen publikationer så dagens lys til kollegial bedømmelse fra Wells’ side i disse fem års tavshed” (Padian & Gishlick, p. 34).

Disse påstande savner ethvert hold i virkeligheden. Og for at dementere dem har en af de biologer fra Berkeley med hvem jeg påstås “ikke at have udført ét eneste eksperiment”, og med hvem jeg aldrig skulle have skrevet nogen “publikationer til kollegial bedømmelse”, sendt følgende brev til The Quarterly Review of Biology:

Kære redaktører!

En boganmeldelse i Deres martsnummer 2002 indeholder nogle faktuelle fejl som bør korrigeres.

I artiklen “The Talented Mr. Wells” af Kevin Padian og Alan Gishlick sammenligner de dr. Jonathan Wells med en person i filmen som optræder med en falsk akademisk uddannelse fra Princeton, og insinuerer dermed at dr. Wells skulle misbruge sine akademiske kvalifikationer. Padian og Gishlick påstår endvidere at dr. Wells, mens han var ansat i en forskningsstilling ved det californiske universitet Berkeley, “ikke synes at have udført ét eneste eksperiment”, og at “ingen publikationer så dagens lys til kollegial bedømmelse fra Wells’ side i disse fem års tavshed”.

Begge disse påstande er falske. Dr. Wells og jeg har udført mange eksperimenter sammen i mit laboratorium på Berkeley mens han var ansat der. Denne forskning har resulteret i to forskningsrapporter udgivet til kollegial bedømmelse som vi begge har bidraget til som medforfattere [A]. Noget af vores arbejde er oven i købet optaget i en lærebog om udviklingsbiologi [B].

Jeg er overrasket over at The Quarterly Review of Biology kan få sig selv til at offentliggøre noget sådant med så lidt respekt for hvad der er sandt, og hvad der tilhører det professionelle dekorum. Padians og Gishlicks falske anklager skader ikke blot i urimelig grad dr. Wells’ akademiske ære, men også – indirekte – dem han har samarbejdet med. Derfor imødeser jeg et dementi.

[B] Klaus Kalthoff, Analysis of Biological Development, Second Edition (Boston: McGraw Hill, 2001), pp. 208-209. [30]

Eftersom Padian er professor i biologi ved Berkeley, kunne han så let som ingenting have tjekket hvad der er op og ned i beretningerne om mit akademiske arbejde ved Berkeley før han offentliggjorde sine falske og ærekrænkende påstande. Måske fandt han det ikke umagen værd at tjekke ordentligt, eller måske fandt det passende at stikke en plade. Måske er det sket uoverlagt, måske er det af ond vilje.

Men personlige angreb på mig afslører alene darwinismens videnskabelige og moralske forfald. Hvis darwinisterne kunne påvise at min kritik af evolutionens ikoner er uberettiget, eller hvis de ville holde op med bevidstløst at forsvare disse ikoner og så sætte nogle andre i stedet som bedre kunne tale deres sag, ville jeg frafalde alle anklager øjeblikkelig. Men darwinisterne kan ikke forsvare ikonerne, og de har heller ikke råd til at droppe dem, så de forfalder til insinuationer og smædekampagner. Er det sådan forskningen fungerer!