Uvidenhed er mangel på kundskab, mens dumhed er mangel på mental formåen. Den der ikke er rigtig klog, kan ikke tænke klart. Ifølge nogle af anmelderne af min bog tror jeg ikke på Darwins evolutionsteori fordi jeg forveksler “uforklaret” med “uforklarlig”, fordi min kritik af evolutionsteorien er meningsløs når den kun baserer sig på nogle få fejl i biologibøgerne, og fordi jeg ikke har fattet det rette forhold mellem videnskabelig teoretisering og sandsynlighedsgørelse.

a) Forveksling mellem “uforklaret” og “uforklarlig”

Et af evolutionens ikoner som jeg diskuterer i min bog, er homologien i hvirveldyrs lemmer. En flagermus har vinger til at flyve med, et marsvin luffer til at svømme med, en hest ben til at løbe med, og et menneske hænder til at gribe med, og alligevel ligner knoglestrukturerne i deres forlemmer hinanden i bemærkelsesværdig grad. Biologer før Darwin kaldte sådanne strukturelle ligheder for “homologe” og så dem som tegn på en fælles arketype, eller på et design. Darwin tolkede dem som tegn på fælles afstamning.

Hvordan finder man ud af hvem der har ret? Som vi har set med Berras bilanalogi herover, er rene ligheder ikke nødvendigvis tegn på slægtskab; de kan lige så godt være tegn på design. Den eneste måde man kan vise at darwinisten står med den bedste forklaring på homologi, er at påvise at der findes en naturlig mekanisme som årsag hertil. Kun hvis vi kan påvise at den ene bilmodel kan forvandles til den næste udelukkende ved hjælp af naturlige processer (som rustdannelse og vindpåvirkning), kan vi sandsynliggøre at de er undergået en evolutionsproces som Darwin forestiller sig, uden et behov for design.

Når det gælder levende organismer, er to mekanismer bragt i forslag som forklaring på homologien: Udviklingslinjer (hvor homologe træk har sin oprindelse i tilsvarende celler eller processer i fostrene) og gener (hvor homologe træk er programmeret i tilsvarende DNA-sekvenser). Men ingen af de foreslåede mekanismer passer på virkeligheden. Generelt set er homologe træk ikke forbundet med hverken tilsvarende udviklingslinjer eller med tilsvarende gener. Ergo, darwinistens forklaring (fælles afstamning) står stadig ubekræftet tilbage, mens det klassiske alternativ (fælles design) stadig står åbent.

Raff lægger i sin anmeldelse ud med sin kritik af min behandling af emnet homologi ved at citere en afhandling jeg har skrevet i 1997 sammen med Paul Nelson: “Homologi … kan ikke tillægges tilsvarende udviklingslinjer mere end den kan tillægges tilsvarende gener. Så langt vi har set indtil i dag, passer de naturalistiske forklaringer som er foreslået, ikke med det foreliggende forskningsmateriale.” Raff fortsætter: “Hvilket hjernespind! Hvis man ikke har en forklaring, må det være uforklarligt ud fra evolutionsbiologien. Og hvis det er uforklarligt ud fra evolutionsbiologien, kræver det en intelligent designer” (Raff, p.373)

Nu tilhører hjernespindet Raff, ikke mig. Mit argument går på at “fælles afstamnings-forklaringen” på homologi ikke er eftervist empirisk, og derfor kan “fælles design-forklaringen” ikke automatik udelukkes. Står homologien som “uforklaret” af evolutionsbiologien? Ja, det gør den. – Er den “uforklarlig”? Det véd jeg ikke. – Hvis homologi er uforklarlig ved hjælp af evolutionsbiologien, betyder det så at man er nødt til at inddrage en intelligent designer? Måske – hvis der kun er disse to alternativer. Men det har jeg bare ikke argumenteret for i Evolutionens Ikoner. Jeg har blot slået fast at da darwinismen ikke har forklaret homologien, kan den ikke dermed udelukke alternative forklaringer, herunder intelligent design.

Men de fleste biologibøger giver en det indtryk at problemet er løst. Og det gør de, ikke ved hjælp af forskningsresultater, men ved at definere homologi som lighed der skyldes fælles afstamning. Ja, faktisk påstår de at lighed der skyldes fælles afstamning, skyldes fælles afstamning [21].

Er det dét evolutionsbiologer kalder at tænke klart?

b) Nogle få fejl i biologibøgerne

Ifølge mange af mine anmeldere er det meningsløst at jeg prøver at miskreditere evolutionsteorien bare fordi biologibøger kan indeholde et par småfejl.

Coyne skriver: “Wells’ bog hviler alene på en fejlbehæftet syllogisme: Følgelig, lærebøger illustrerer evolutionen med eksempler; nogle af disse eksempler præsenteres undertiden på en ikke-korrekt eller misvisende måde; ergo, evolutionen er fiktion” (Coyne, p.745). Pigliucci siger det noget stærkere: “Bare fordi der i nogle standardbiologibøger findes eksempler på udeladelser, forenklinger og unøjagtigheder, må den moderne evolutionsteori åbenbart være helt galt afmarcheret. Denne forbavsende tankegang danner rygraden i Jonathan Wells’ bog Evolutionens Ikoner” (Pigliucci, pp.411-412). Padian og Gishlick har den samme pointe, krydret med hånlige bemærkninger: “Ekspertice i at hyle op: Wells minder os om de børn der for mange år siden skrev ind til læserbrevkassen i bladet Supermand. ‘Kære redaktør! Du har lavet en ordentlig bøf! På side 6 har du nemlig farvet Supermands kappe grøn, den skal være rød! Æv-bæv!’ Okay, unger, der sker fejl indimellem, men ødelægger det virkelig den gode historie? Wells kan ikke rigtigt gøre noget mod evolutionens gode historie; i stedet for får han bare et anfald som en rigtig møgunge” (Padian & Gishlick, p. 37).

Hvis evolutionens ikoner alene drejede sig om et par enkelte “bøffer” i et par biologibøger, ville den korrekte reaktion fra evolutionsbiologernes side være at få dem rettet eller fjernet. I november 2000 udgav John L. Hubisz en rapport om fysikbøger på folkeskoleniveau. Hubisz havde fundet mange fejl i de forskellige fysikbøger, men den mest omtalte (og morsomste) var et billede af sangeren Linda Ronstadt med en billedtekst der udnævnte hende til at være et siliciumkrystal dyppet i arsenik. Billedteksten var tiltænkt en tegning af et siliciumkrystal på den efterfølgende side, men var fejlagtigt havnet ved ronstadtfotografiet i stedet for. Forlaget rettede straks fejlen i de senere udgaver [22].

Nu kunne man så forestille sig følgende scenario: Udnævnelsen af Ronstadt til et siliciumkrystal bliver ved med at optræde år efter år, i næsten alle fysikbøger fra folkeskole til uni-niveau; udnævnelsen stemmer overens med andre udsagn i teksten der forsvarer teorien om at menneskeligt liv er baseret på silicium frem for kulstof; og at denne fejlagtige udnævnelse forsvares ihærdigt af teoriens fortalere. Så ville det være temmelig klart at vi ikke længere har med en enkelt fejl i en lærebog at gøre, men et systematisk forsøg på at “sælge” teorien om at menneskelivet er siliciumbaseret.

Dette scenario passer perfekt på evolutionens ikoner: Adskillige af dem fordrejer på det groveste sandheden, mens andre helt klart er forfalskninger. Og alligevel finder man dem år efter år i så godt som samtlige biologibøger der behandler evolutionsteorien, og de akkompagnerer ustandseligt andre materialer der promoverer teorien. Når man så påpeger at nogle eksempler ikke holder sig inden for fakta, har darwinisterne ikke travlt med at få fejlene rettet, nej, de har travlt med at forsvare dem.

Og det er ikke mig, men mine kritikere som omtaler evolutionens ikoner som uskyldige misforståelser – og det gør de for at få tegnet dét billede af mig at jeg ikke er rigtig klog fordi jeg, som det påstås, forsøger at miskreditere hele evolutionsteorien pga. nogle bagatelagtige misforståelser. Jeg har i min bog argumenteret for at det kaster et odiøst skær over evolutionsteorien at det netop ikke drejer sig om bagateller. Når mine kritikere forsvarer ikonerne (som vi har set det ovenfor), dementerer de deres egne argumenter om at ikonerne blot er bagatelagtige fejl i visse lærebøger. Og når min kritikere ydermere forsvarer ikonerne ved

·         at benægte at Den kambriske Eksplosion er reel,

·         at forvanske dét vi véd om hvirveldyrenes embryologi,

·         at fortælle falske historier om birkemålerens normale skjulesteder,

·         at lade som ingenting når talen er om mutationers skadevirkning på organismers anatomi, og

·         at lade som om at fossilerne alene kan sandsynliggøre afstamningsforhold,

så styrker de kun mit argument om at evolutionens ikoner bruges i et systematisk forsøg på at overdrive, forvanske eller ligefrem forfalske det forskningsmateriale der skulle holde Darwins teori på benene.

Evolutionens ikoner er altså ikke bare et par mindre “bøffer”. Måske er jeg ikke rigtig klog – man så dum er jeg altså heller ikke!

c) Forskellen på videnskabelig teoretisering og sandsynlighedsgørelse

Ifølge Pigliucci er jeg ikke bare ikke rigtig klog på grund af min “forbavsende tankegang” der finder fejl ved evolutionsteorien ud fra nogle få misforståelser i biologibøgerne, men også fordi jeg tror at fordi man sletter et par underbyggende argumenter eller tre, så skulle dét få en hel videnskabelig teori til at ramle sammen. Han skriver: “Det som giver den mest afgørende grund til at forkaste Wells’ bog, er dens generelle indstilling til begrebet forskning. Med en naturvidenskabelige uddannelse burde Wells vide bedre. Wells har virkelig spildt sine skolepenge på Berkeley.” Pigliucci fortsætter: “Wells’ hele argumentation hænger på ideen om det ene afgørende bevis på en videnskabelig teori. Falder denne søjle, falder hele hans forehavende til jorden. Nu er det sådan at Wells så langt fra kan påvise at nogen af ikonerne rent faktisk er ikke-gyldige, eller at de skulle udgøre en uoverstigelig hindring for evolutionisterne. Men selv hvis han skulle lykkes med sit forehavende, er Wells’ videnskabsbegreb så simpelt at videnskabsfilosoffer kalder det naiv falsifikation. Falsifikation er, som man vil huske, en videnskabsteoretisk idé fremsat af filosoffen Karl R. Popper.” (Original fremhævelse.) (Pigliucci, pp. 413-414)

Popper holdt på at en teori ikke er videnskabelig medmindre den fremsætter påstande der kan falsificeres – dvs. at det skal være muligt at påvise at de er forkerte. For Popper er falsifikation et uomgængeligt kendetegn på videnskab. Naiv falsifikation derimod søger enkeltstående anormaliteter hvor en ellers vellykket teori synes at være i overensstemmelse med det foreliggende bevismateriale. Enhver teori kommer ud for den slags anormaliteter; men de viser sig ofte at kunne føres tilbage til tekniske fejl i forsøgsapparaturet, eller også forsvinder de efterhånden som flere og flere data samles ind. Hvis det var sådan at jeg ville forsøge at forkaste evolutionsteorien ud fra nogle få, enkeltstående tilfælde af anomali, samtidig med at jeg ignorerede et bjerg af bevismateriale der støtter den, ville Pigliucci i sandhed kunne påstå at jeg benytter mig af naiv falsifikation.

Men hvor finder man dette bjerg af argumenter for Darwins evolution? Teorien indeholder to basiselementer: 1) Forestillingen om at alle levende væsener deler en fælles forfader, og 2) forestillingen om at de forskelligheder der optræder de levende væsener imellem, hovedsagelig skyldes den naturlige selektion der virker på tilfældige variationer (og med mutationer i generne til at stå for nye variationer). Darwinister påstår ofte at det første udsagn er så velunderbygget at man godt kan kalde det et “faktum”; mens det andet anerkendes som en teori der i hovedtrækkene er velunderbygget, men stadig kan debatteres i detaljen.

Fælles afstamning er selvfølgelig et faktum på visse planer. Inden for arterne er det let nok at få øje på. Alle mennesker stammer formodentligt fra de samme forfædre i en fjern fortid. Medlemmerne i kattefamilie kan krydses med hinanden, så de stammer nok fra samme feline forfader. Men hvad med bakterier, svampe, planer og dyr, har de alle samme forfader? Måske ikke. Det kommer an på bevisets stilling.

I Evolutionens Ikoner har jeg sat spørgsmålstegn ved at alle dyrerækker i systematikken har et fælles ophav. Hovedbeviserne der står til bedømmelse, finder vi i den fossile lagserie, i homologien, i embryologien og i molekylære sammenligninger. Men det forholder sig sådan (som vi har set) at et af de mest slående karakteristika ved den fossile lagserie er Den kambriske Eksplosion der ikke viser tegn på fælles afstamning for dyrerækkerne. Homologien står stadig tilbage uforklaret af evolutionsbiologien, så ikke engang på hvirveldyrsniveau kan den bruges til en skelnen mellem fælles afstamning eller fælles design. Og de ligheder der skulle forekomme på de tidlige fosterstadier hos hvirveldyr, viser sig at være ikke-eksisterende, og fostre fra andre rækker (fylæ) ligner hinanden endnu mindre.

Vidnesbyrdet fra sammenligninger på molekyleplan har også vist sig problematisk. Som biologen Michael Lynch skrev i 1999: “At få klarhed over de større dyrerækkers indbyrdes fylogenetiske forbindelser [dvs. slægtskabet] har vist sig at være et problem der er vanskelig at definere nærmere, fordi analyser af forskellige gener, ja selv forskellige analyser på de samme gener, har bragt et væld af forskellige fylogenetiske stamtræer for dagen” [23].

Bedømt ud fra denne argumentation er de større dyregruppers fælles afstamning ikke et “faktum” – det er ikke engang en velunderbygget hypotese. Hvis, som Pigliucci hævder, der findes andre vidnesbyrd fra “utallige laboratorier ud over verden”, hvor er de så henne?

Hvad angår evolutionsprocesserne naturlig selektion og tilfældig variation, så gælder at alle observerede tilfælde af naturlig selektion (som fx Darwins finker, et ikon der også behandles i min bog) alene viser mindre forandringer inden for de eksisterende artsgrænser, nøjagtig på samme måde som plante- og kvægavlere har kendt til i århundreder. Det er ikke sandsynliggjort at selektionen kan forvandle høns til kalkuner, og endnu mindre forvandle bakterier til dyr. Endvidere har, som vi har set, den i vide kredse kendte anatomiske mutant – den firvingede bananflue – vist sig at befinde sig i en evolutionær blindgyde.

Selektion og mutationer har man studeret meget intenst hos bakterier fordi det her er muligt at eksperimentere med millionvis af organismer over tusindvis af generationer på forholdsvis kort tid. Alligevel må man konstatere med den britiske bakteriolog Alan H. Linton: “Over 150 års forskning i bakteriologi har ikke bragt ét eksempel på at én art bakterier har forvandlet sig til en anden” [24].

Og det er lige nøjagtigt fordi de to basale elementer i Darwins teori hviler på så tyndt et grundlag at mine kritikere forsvarer evolutionens ikoner i stedet for at erstatte dem med bedre eksempler. Pigliucci og hans darwinistkolleger kæmper ikke imod at deres teori bliver udsat for naiv falsifikation – de kæmper mod dens totale falsifikation. Man behøver ikke være tilhænger af Poppers princip for at kunne se at dette ikke er god empirisk videnskab – måske bør man slet ikke kalde det videnskab.

Så hvis det amerikanske undervisningssystem, repræsenteret ved Berkeley, har spillet fallit i mit tilfælde, er det altså ikke fordi jeg er for dum til se forskel på naiv falsifikation og ingen falsifikation overhovedet. Der må være noget andet der er galt med mig.

d) Vildledning

Scott antyder i sin anmeldelse at hun, på linje med Martin, har fundet mange udsagn i min bog som er rimeligt korrekte. Hun skriver: “De enkelte sætninger i Ikonerne er almindeligvis teknisk korrekte, men de er kunstfærdigt strikket sammen så de fører læseren vild på stien mod den rigtige evolutionsbiologi og fører dem ud i misforståelsens krat” (Scott, p.2258).

Altså, jeg er ikke uvidende fordi dét jeg skriver om, er teknisk set korrekt nok; og jeg er ikke dum fordi mine argumenter er kunstfærdige frem for ulogiske. Når det kommer til stykket, vildleder jeg mine læsere. Men hvis jeg ikke gør det på grund af uvidenhed eller fordi jeg ikke er rigtig klog, må jeg jo gøre det af ond vilje.