Da min bog Evolutionens Ikoner blev udgivet [på engelsk i 2000], fik den en forbavsende modtagelse hos en del boganmeldere. Jeg er blevet oprigtigt overrasket over al den varme min bog er blevet mødt med af mine kolleger blandt forskerne, idet de har prøvet alt for at overgå hinanden i brugen af superlativer om mit arbejde.

Lad mig understrege at “varm modtagelse” ikke på mindste måde betyder “varmt begejstret”, snarere vild og blodig nedrakning; og de hede følelser har nærmere resulteret i en sand skovbrand af tilsværtning. Hvis superlativerne derfor var taget til i styrke og blevet endnu varmere, havde jeg nok måttet bede om politibeskyttelse.

Det lader nemlig til at jeg har gjort mig skyldig i den eneste dødssynd der findes i moderne biologi: at jeg stiller mig åbenlyst kritisk over for darwinismen. I Ikonerne har jeg tilladt mig at skrive at de bedste argumenter der findes for Darwins teori, enten er overdrevne, forvanskede eller direkte forfalskede. Jeg har hævdet at en teori der systematisk forvansker forskningsmateriale, ikke har meget at gøre med god empirisk forskning – ja, man kan vel dårligt kalde det forskning overhovedet. Det er faktisk sådan at darwinismen har alle kendetegn på en verdslig religion. Dets ypperstepræster tilgiver beredvilligt en mangfoldighed af synder hvad angår egne postulater (at data manipuleres, at forskningsresultater tillægges overdreven vægt, at formodninger fremlægge som var de fakta) – men aldrig vantroens synd.

En af disse ypperstepræster, oxfordprofessor Richard Dawkins, skrev i 1989: “Det kan siges med absolut sikkerhed at hvis man møder en som påstår at han ikke tror på evolutionen, så er han enten uvidende, ikke rigtig klog eller sindssyg (eller af ond vilje, det sidste nægter jeg dog at tro).” [1]

Jeg må indrømme at jeg der i sin tid deltog i antikrigsdemonstrationerne ved Berkeley Uni, elsker kontroverser, i hvert fald når jeg mener jeg har ret. Det værste for sådan en som mig (som Oscar Wilde engang har ladet hvisle ud gennem tænderne) er det værste ikke at få dårlig omtale, men ingen omtale at få overhovedet. Og omtale har jeg fået! Internettet er overstrømmet med anmeldelser af min bog. Amazon.con anfører ikke mindre end 84, og der er flere på andre websites. Men frem for at skulle svare på dette tilsyneladende uendelige antal indlæg på Nettet (hvoraf mange alligevel er temmelig ens), har jeg valgt at begrænse mig til syv kritiske anmeldelser, alle skrevet af biologer og udgivet i forskellige tidsskrifter.

Det drejer sig om følgende:

• Larry D. Martin, “An Iconoclast for Evolution?” The World & I (February, 2001): 241-246.
• Jerry A. Coyne, “Creationism by Stealth,” Nature 410 (April 12, 2001): 745-746.
• Massimo Pigliucci, “Intelligent Design Theory,” BioScience 51:5 (May, 2001): 411-414.
• Eugenie C. Scott, “Fatally Flawed Iconoclasm,” Science 292 (June 22, 2001): 2257-2258.
• David Ussery, “The Stealth Creationists,” Skeptic 8:4 (2001): 72-74.
• Rudolf A. Raff, “The Creationist Abuse of Evo-Devo,” Evolution & Development 3:6 (November-December, 2001): 373-374.
• Kevin Padian and Alan Gishlick, “The Talented Mr. Wells,” The Quarterly Review of Biology 77:1 (March, 2002): 33-37.

Enhver som læser disse anmeldelser, og tager dem for pålydende, vil nok også tro at jeg både er uvidende og ikke rigtig klog og af ond vilje. Lad os nu se på disse anklager én ad gangen.