| |
|
Svampe og træer
Af naturvejlder, cand. scient. i biologi
Torben Gang Rasmussen
(Artikel fra ORIGO nr. 46)
Kan man dyrke svampe, der lever i symbiose med levende træer?
Svamperiget omfatter i Danmark ca. 2500 forskellige arter, arter der kan skilles fra hinanden udfra præsice kendetegn. Hver art har sin særlige økologiske betydning, en givet funktion i naturen. I hovedtrækkende kan svampene inddeles i tre økologiske hovedgrupper: 1. Kompostsvampene, som også kaldes rådsvampe eller mere sigende "skovens skraldemænd", 2. Parasitterne eller snyltesvampene og 3. den gruppe svampe, der danner svamperod og med et fint ord kaldes mykorrhiza-svampene.
Rådsvampe - "Skovens skraldemænd"
Kompostsvampe, rådsvampe eller "skraldemænd" indgår i den nødvendige omsætning af blade, nåle, brækkede grene og kviste. Specialiseringen af de enkelte arter er fantastisk. Nogle knytter sig til store stammer af f.eks. løvtræer. Østershat og Fyrsvampe knytter sig overvejende til Bøg. Stor Løg-bruskhat vokser på centimetertykke grene af Bøg. Ethvert
iøaffaldsproduktln i naturen har sine særlige nedbrydningssvampe.
Snyltesvampene - "sygdomssvampene"
Den anden gruppe er parasitter, dvs. svampe, der angriber en levende vært. Som regel er det et træ, der i forvejen er svækket. Enten fordi træet står med rødderne i vand, eller fordi træet står for tørt og udsat af vindens udtørring. Træet kan også blive svækket ved en såring, f.eks. ved at et nabotræ under fældning og fald skræller barken af træet. Gennem såret er der mulighed for infektion af en snyltesvamp. En af de økonomisk set mest betydningsfulde parasitter er Rodfordærveren, der parasiterer nåletræer og har givet dansk skovbrug milliontab. Elmesyge skyldes også en parasitisk svamp, der overføres ved en særlig billeart, elme-barkbillen.
Mykorrhiza-svampene - "svampe afhængige af levende træer"
Den tredie gruppe er de svampe, der danner svamperod eller mykorrhiza med levende træer. Til denne gruppe hører de fleste store, flotte kødfulde svampe. Bl.a. Rørhatte, Ridderhatte, Fluesvampe, Skørhatte, Mælkehatte og Slørhatte. Nogle svampe har meget
brede værter. Okkergul Skørhat og Almindelig Netbladhat er vel blandt de almindeligste svampe i Danmark, og de danner begge svamperod med både løvtræer og nåletræer. F.eks. Bøg, Eg, Birk, Rødgran og Skovfyr. Kantarellen, der er den mest skattede spisesvamp, er også svamperodsdanner. Den er sjældnere og knytter sig kun til Bøg, Eg og Rødgran. Kantarellen har færre værtsarter end Okkergul Skørhat og Almindelig Netbladhat, der kan leve med en bredere vifte af træarter.
Nogle svamperodssvampe er særdeles specialiserede. Ege-Mælkehat knytter sig kun til Eg, Birke-Skørhat kun til Birk, Orange Asperørhat kun til Bævreasp og andre Popler. Ægte Ridderhat knytter sig kun til Fyr og gerne på sandbund, og Grønkødet Slørhat kun til Rødgran og fortrinsvis til unge træer under 40 år. Ud over disse kan der nævnes mange interessante eksempler på symbioser mellem svampe og planter. Bl.a. må orkidéfrø have samliv med en særlig gruppe svampe for at kunne spire. Dette forhold kaldes orkidé-mykorrhiza.
Hvad er svamperod?
Svamperod er en sammenvævning af svampemyceliet med rødderne på et træ. Her er tale om et særdeles kompliceret samspil, og det har vist sig, at træet trives langt bedre, når træet er inficeret med svampene, end hvis træet er uden svamperod. Omvendt kan svampen ikke undvære sin tilknytning til det levende træ. Hvis træet dør, vil også svampen dø. Over jorden består svampen af et frugtlegeme, der hos hatsvampene oftest består af en hat med lameller på undersiden samt en stok og en fod, og desuden af et underjordisk mycelium eller "rodnet". Det er gennem rodnettet svampene samler sin næring.
Hos svamperodsdannerne henter svampen næring fra træet gennem forbindelse via træets rødder. Det har vist sig, at ca. 10 % af træets sukkerproduktion i bladene typisk går til svampe. Træet giver sit overskud af sukkerproduktionen til svampene. Det interessante i denne sammenhæng er, at svampene også er ydende. Svampe leverer næringsstoffer til træet, især kvælstof og fosfor og givet også en rækker andre næringsstoffer. Årsagen til denne ydelse må ses i lyset af, at svampenes fineste iirødderlf, der kaldes hyfer, er langt finere og tyndere end træets fineste rødder. De er derfor bedre i stand til at trænge ud i jordporerne og hente næringsstofferne.
Kornsorterne og andre urteagtige planter lader sig også inficere af svamperod. Her er ganske vist ikke tale om svampe tilhørende de ovennævnte slægter som Rørhatte, Skørhatte, Mælkehatte o.s.v. Vi ser jo ikke Rørhatte i en kornmark. Svampearten, der danner svamperod med græsser og urter er af slægten Glomus, der er en mikroskopisk svampeart, som ikke danner overjordiske frugtlegemer. Det har vist sig, at forekomsten af Glomus-svampe er særlig stor på mager jord, hvor det er vanskeligt for planterne at optage især fosfor.
Kan svampe, der danner svamperod, dyrkes på et vækstmedium?
Blandt de bedste spisesvampe er efter min mening, Spiselig Rørhat, Kantarel, Spiselig Skørhat samt Ægte Ridderhat for ikke at tale om Trøfler, der er blandt de dyreste grøntsager i verden. Disse svampe er alle svamperodsdannere. Gennem en årrække
har mange gartnere forsket i, om det er muligt at dyrke disse svampe - med en stor økonomisk gevinst i sigte. Spørgsmålet er her, om vi mennesker i et gartneri og på et vækstmedium er i stand til styre denne vækst, så udbyttet er stort nok til, at gartneren
kan høste med videresalg for øje.
Det er muligt at dyrke Champignoner, Østershat,
Judasøre samt Shitake, en art, der er dyrkes i Japan til det japanske marked. Disse svampearter behøver ikke levende træer, men derimod et vækstmedium bestående af en kompost eller nyfældet træ. Champignoner dyrkes bedst på hestemøg blandet med sand og strøelse. Østerhat dyrkes på friskfældet bøge- eller birketræ, eller på sammenpresset halm. Judasøre kan trives på en dynge af kraftige hyldestammer og under bestemte fugtighedsforhold. Her er tale om forhold, som gartnerteknisk kan styres. Men ønsker vi at dyrke de svampe, der kræver levende træer, må vi give op. Mig bekendt er det ikke muligt, og jeg har slet ikke hørt om gartnerresultater, der peger i retning af, at det er muligt at lave et vækstmedium til Spiselig Rørhat, Kantarel eller Trøffel. Hvis det er sket, ville det være spændende at høre om. Det er min vurdering, at det ville være en gartnersensation, og hvis det lykkedes, ville det formentlig resultere i uddeling af en Nobel-pris i biologi
eller kemi.
Er svamperod opstået ved en tilfældighed?
Hvis dannelsen af svamperod er sket tilfældigt, må dette tilfælde være sket mindst 20 gange - set i det lys, at der er rundt regnet 20 danske svampe-slægter, der danner svamperod. Her skal vi tænke på, at svamperodsdannede svampe findes spredt ud over
svamperiget, hos formmæssigt særdeles veladskildte svampeslægter. Der findes endda svampegrupper, hvor nogle arter er svamperodsdanner, mens andre ikke er. Bl.a. Galderørhat menes at kunne klare sig en tid på træstubbe, mens andre rørhatte, så vidt jeg ved, må have samliv med levende træer. Hvis det er rigtigt, at dannelse af svamperod er sket tilfældigt mange gange i historien, kan dannelsen ikke være meget usandsynlig og dermed ikke meget kompliceret. På den baggrund skulle man tro, at det er muligt
at lave et vækstmedium, hvor disse svampe trives, så de kan dyrkes og høstes.
Men nu viser det sig altså, at samlivet mellem svampen, der danner svamperod, og det levende træ, er alt for kompliceret til - efter mit kendskab - at det har kunnet eftergøres af os mennesker. Dette er for mig et vidnesbyrd om, at samlivet mellem træ og svamp
må være nøje planlagt. Der må være en planlægger, én der ved, hvad han vil og gør - én der langt overgår gartnerens og biologens evner, og som bl.a. står bag skabelsen af denne spændende biologiske proces, som svamperod er.
|
|
